Bauers Blog

Blogger om kirke og teologi

Mit billede
Navn:
Sted: Køge, Denmark

Stud. theol. på Københavns Universitet. Gift med Simon. Mor til lille Alberte. Menighedsrådsmedlem i Køge Sct. Nicolai sogn.

onsdag, november 08, 2006

Alle Helgens hyrde

Så fik jeg endnu engang muligheden for at lege præst. I søndags gik det løs med Alle Helgens Andagt om eftermiddagen. Man mindes - som de fleste nok ved - sine døde på Alle Helgen.

Organisterne havde skruet et smukt program sammen, og med hjælpe fra pigekorte og kantoriet, blev der skabt en virkelig fin stemning i kirken.

Det er en sjov og lærerig oplevelse at stå foran alteret og være autoriteten, hyrden.

Og så kan jeg afsløre, at man lige trækker vejret en ekstra gang inden man siger: "Rejs jer og modtag Herrens velsignelse". Det er ret heftigt, når en hel kirke rejser sig. Så løfter man hænderne ud til siden som om man læner sig op af en væg og siger:

Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig, og være dig nådig,
Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred.

Så gør man med armene korsets tegn foran sig mens koret synger "amen". Velsignelsen er lyst!

mandag, september 18, 2006

Barsel, pizza og disney sjov

Efter en del måneders orlov, er jeg nu tilbage i sadlen som medlem af Menighedsrådet ved Køge kirke.

Det er sjovt at komme tilbage, men også lidt trist. Man håber jo altid, at det, der gik knap så godt inden orloven, er blevet bedre. Det er desværre ikke tilfældet. Den står stadig på smalhals på økonomien i kirken, og medlemstallet daler stadig over hele landet.

Men den har dog også stået på en masse positive oplevelser. De fleste af dem, har Køge Kirkes sognepræst, Susanne Fabritius, stået for. Hun er meget optaget af at få børnene med i kirkelivet, og derfor er hun konstant i gang med at udvikle nye tiltag. Hendes seneste påfund er spaghettigudstjeneste. Den første blev holdt for noget tid. Og det var så stor en succes, at det måtte gentages. Denne gang (til alt held for os, der hjælper til) med pizza. Så der blev inviteret til pizzagudstjeneste og Disneysjov i fredag aften. Der var 60 børn, 40 forældre, en storskærm, 12 kartoner saftevand og 31 kæmpestore familiepizzaer. Succesen var endnu engang hjemme.


Når man nu selv har fået et barn, som man synes er rigeligt med action, så forestil dig lige 60 (store!) af slagsen. Puha, man er træt, når man kommer hjem :-)

Med denne post er livet på bloggen i gang igen. Velkommen til!

mandag, januar 09, 2006

Rohdes mediestunt

Jens Rohde (V) har åbenbart følt sig overset i en periode, efter hans optræden på landsdækkende TV, hvor han fik frigjort sin indre rockstjerne.

Rohde giver den gas. (www.dr.dk/showtime)


Weekendens store overraskelse fra den kant var udmeldelsen af folkekirken. Rohde kunne, var forklaringen, ikke længere være medlem af en kirke, der rummer det såkaldte præsteinitiativ.

Under overskriften 'Der er stadig ikke plads i herberget' har mere end 200 præster taget bladet fra munden. De mener ikke, at Danmark med den asyl- og indvandrerpolitik, der føres, efterlever evangeliet.

Man kan mene om det, hvad man vil. Personligt synes jeg det er en præsts suveræne rettighed at fortolke evangeliet som han/ hun lyster. Derfor er folkekirken også den vel nok bredeste organisation, vi har i landet.

I en head-to-head debat i DR, satte den århusianske biskop, Kjeld Holm, hovedet på sømmet overfor Rohde: Der har været masser af andre lejligheder, hvor præster har 'politiseret', som Rohde kaldte det, hvorfor kommer udmeldelsen først nu, og hvorfor først så mange dage efter juleprædikenerne?

Biskop i Århus, Kjeld Holm.


Svaret fra Rohde var mildest talt kikset. Kjeld Holms spydige kommentar: 'Da Jens Rohde legede rockstjerne på nationalt TV, holdt jeg jo ikke op med at betale licens, jeg slog væk!'

torsdag, januar 05, 2006

Reformation & Malmø

I 1500-tallet oplevede Malmø en storhedstid – både politisk og kulturelt. Dette skyldtes primært, at Malmø som Danmarks andenstørste by havde veludbyggede handelsforbindelser med udlandet samt at borgmesteren i byen var frisindet, og således var Malmø åben for nye synspunkter. Malmø blev dermed centrum for den danske reformations udbredelse og det var herfra, at den nye lære blev spredt vha. det nye håndværk; bogtrykkerkunsten.

I 1528 udgiver Claus Mortensen ’Malmø psalmebogen’ (som inspirerer de øvrige danske byer. Den blev så efterspurgt, at den blev kopieret flere steder. Herfra stammer eksempelvis den danske oversættelse af Luthers ’Ein feste Burg ist unser Gott’ – ’Vor Gud han er så fast en borg’) og i 1529 udkommer ’Malmømessen’ (om liturgi).

Reformatorerne fra Malmø var så betydningsfulde, at der deltog tre/fire af de lutheranske prædikanter i den Københavnske herredag i 1530 (hvor kirkelige sager blandt andet var på dagsordenen), mens andre store reformationsbyer som eks. Haderslev og Viborg kun havde een enkelt med.

Pt. skriver jeg opgave om netop reformationen i Malmø og de folk, der gjorde sig gældende. Det er med særligt henblik på deres syn på billeder, der især i den katolske kirke spillede en stor rolle. Et billede kan i den katolske kirke eksempelvis være frelsesvej, afladsgivende og på andre måder have helt særlige egenskaber.

Når man i den luthersk-evangeliske kirke ikke hiver billederne ned efter reformationen (danske kirker er decideret overhængte i forhold til andre reformerte kirker i eks. Nederlandene, der er fuldstændigt blottede for billeder af nogen art, jvf. calvinisme) hænger det blandt andet sammen med, at man anser billederne for at have en undervisningsfunktion for kirkegængerne, der jo ikke alle kunne læse. Det afgørende var, at man ikke tilbedte billederne som katolikkerne.


Peder Palladius blev i 1537 biskop over Sjælland. Han kom fra studier i Wittenberg, men var et relativt ubeskrevet blad. Der var andre fremtrædende teologer som eksempelvis Peder Laurentsen, men han måtte altså se sig forbigået. Peder Palladius er senere blevet en meget kendt skikkelse i kirken. Blandt andet fordi hans 'Visitatsbog' om hans besøg i kirkerne er bevaret, og er særdeles interessant læsning.

mandag, december 05, 2005

Endnu en tolvsang


På lørdag d. 10. december går det løs igen - jeg er atter liturg til tolvsangen i Køge Kirke

Det gik rigtig fint sidste gang på trods af, at det var min allerførste gang som liturg! Jeg skulle for første gang forrige lørdag velsigne menigheden. Jeg havde øvet mig hele formiddagen med det resultat at vores to katte vist har fået rigeligt med velsignelse for det næste år ;-)

Man må godt velsigne, selvom man ikke er ordineret. Men det er en lidt spøjs fornemmelse at stå der med begge hænder i vejret og velsigne kirkegængerne. Men også utroligt sjovt.

På lørdag optræder jeg så igen. Denne gang er det med musikalsk deltagelse fra Køge Mandskor!

fredag, december 02, 2005

Det er jo hokus pokus!

I onsdags var jeg med kirkehistorieholdet på Nationalmuseet og se den permanente udstilling om Danmark i middelalderen. Det var meget spændende og meget lærerigt. Jeg kan bestemt anbefale udstillingen, der er proppet med kirkelige effekter. En af de sjove lektier, vi fik med hjem er følgende:

Vi kender allesammen - og bruger jævnligt - ordene hokus pokus. Men hvorfor hedder det egentlig hokus pokus?

Jo, een forklaring er af kirkelig art - og ret sjov.

I middelalderen - altså før reformationen - var Danmark jo katolsk. I 1225 vedtog man på Laterankoncilet dogmet om realpræsensen, transubstantiationslæren. Realpræsens betyder, at katolikker tror, at brødet og vinen reelt bliver til Jesu kød og blod ved indstiftelsen af nadveren i kirken. Transubstantiation er latin betyder forvandling. Brød og vin forvandler sig med andre ord (som ved magi!).

Det sjove er, hvornår forvandlingen finder sted i den her sammenhæng - det gør det i det øjeblik præsten indstifter nadveren med de latinske ord:

hoc est corpus meum...
(da. 'dette er mit legeme...')
Hvis man siger det lidt hurtigt og ikke forstår hvad det betyder, kan man nemt høre, at det kan lyde som 'hokus pokus'.
Og de ord lavede jo magi, for de lavede almindeligt brød om til Frelserens legeme. Det siges, at der i middelalderkirken stod to gejstlige og holdt et stykke hvidt klæde ud, som man knælede ind over, mens man spiste af brødet. For hvis der røg krummer på gulvet..Det var jo Jesu legeme - og det kan man jo ikke bare have til at ligge ud over det hele. Af samme årsag ser man, at alterkalkene fra den tid er meget små. Det er fordi præsten var den eneste, der drak af vinen - man turde ikke hælde op til menigheden af frygt for at spilde Jesu blod.
Senere fandt man på den snedige manøvre at stikke oblaten ned i kalken. De par gange jeg har været til katolsk messe har det fungeret sådan, at man stak brødet ned i vinen. Det er vist kun i den danske folkekirke, der serveres...

fredag, november 25, 2005

Min første tolvsang

Det har ligget lidt dødt her i forbindelse med kommune- og regionsvalget. Heldigvis bar anstrengelserne i den anledning frugt, og jeg blev valgt til Region Sjælland med 2704 stemmer. Det er jeg meget stolt af. Hvis du vil følge med i mit politiske arbejde, kan du tjekke min hjemmeside på www.jeanetteellenbauer.dk

Nå, men tilbage til noget, der relaterer sig til denne blog!

Imorgen står den på tolvsang i Køge Kirke. Normalt er det sognepræst, Susanne Fabritius de Tengnagel, der står for det, men da hun af kedelige årsager ikke kan gøre det, er jeg blevet spurgt.

Derfor skal jeg for første gang være liturg, dvs. gennemføre forløbet og altså læse teksterne (Esajas 42,5-9 og Romerbrevet 13,11-14 - du kan slå dem op her) samt bønner og velsignelse. Jeg har aldrig prøvet at velsigne før, så det bliver lidt spændende.

Tolvsang er en musikandagt, og det varer en lille halv time. Hvis du er i Køge kan du jo kigge forbi - tolvsang er sjovt nok kl. 12 :-)