Brevene fra Paulus

Der er 13 breve i det Nye Testamente, der er tilskrevet Paulus inklusive Hebræerbrevet (som dog ikke er i hans navn og sikkert heller ikke er skrevet af Paulus). Pastoralbrevene og Efeserbrevet er sandsynligvis ej heller skrevet af Paulus, men dele af indholdet kan spores tilbage til Paulus.

Paulus betragter sig selv som apostel (=udsendt) – og er altså udsendt af Jesus Kristus til at omvende hedninge til troen på Jesus som Kristus (= det græske ord for Herrens salvede, Messias)

Brevenes kronologi er som nedenstående:

1-2 Thessalonikerbrev:
1. Thess. Er det ældste af Pauli breve, ca. år 50. Pauli anden missionsrejse

1-2 Korintherbrev, Galaterbrevet, Romerbrevet:
Paulis tredje missionsrejse

’Fangeskabsbrevene’:
Er en betegnelse for Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, brevet til Filemon og Efeserbrevet i samlet flok. Hvilke fangenskaber, der er tale om, er der tvivl om, og Efeserbrevet betragtes som uægte.

Pastoralbrevene:
Betegnelse for 1-2 Thimotheusbrev & Titusbrevet, der indeholder bestemmelser om menighedsledere (=pastor, latinsk for hyrde). Hvis Paulus har skrevet dem, dateres de til lige før hans død i 64 eKr. Hvis de ikke er skrevet af Paulus, dateres de til ca. 100 eKr.

Her bringes lige et billede, så man kan få en fornemmelse af geografien:


Brevene skrives fordi, at Paulus hele tiden var på rejse og derfor ofte væk fra menighederne, der var afhængige af ham og hans lære. Paulus skulle opretholde sine menigheder, belære dem, gribe ind i kritiske situationer og lede dem på rette vej i tvivlsspørgsmål. Desuden var det nødvendigt for Paulus at opretholde sin autoritet i menighederne.

I oldtiden var brevformen en litterær form ligesom nu, og hos Paulus er den blevet til i historiske situationer til specifikke modtagere. De er altså ikke kunst – men breve, der er skrevet af Paulus som den apostel og embedsmand han var. De er tænkt til vejledning – ikke som hyggebreve.

Brevene blev brugt ved sammenkomster og gudstjenester (2. Årh) i menighederne og derfor blev de opbevaret omhyggeligt, afskrevet og man byttede endda breve menighederne imellem (jf. Kolossenserbrevet 4:16, hvor Paulus beder om, at de sender brevet videre til Laodikæa mod et fra denne menighed til gengæld). Denne praksis bredte sig.

Indholdet af brevene er selvfølgelig varierende, men man kan opstille lidt fællestræk:

1. Indledning
Flere NT-breve imiterer Pauli brevopbygning. Lang indledning i eksempelvis Romerbrevet, kort indledning i eksempelvis 1. Thess.

2. Afsenderen nævnes
Paulus understreger at han er apostel, kaldet af Gud med en specifik opgave. Paulus fremviser altså sin legitimation.

3. Adressaten
Der skrives til en eller flere menigheder eller en enkeltperson. Kan udvides med eksempelvis en karakteristik af modtagermenigheden.

4. Fredshilsen
Fredshilsenen er en Paulinsk opfindelse! Det kristelige indhold er, at Gud er faderen og Jesus Kristus er herren.

5. Indhold
Det er forskelligt indhold i henhold til den konkrete situation, der er årsag til at Paulus henvender sig.

6. Afsluttende hilsen


Der er to niveauer i brevene:

1. Dialogisk niveau:
Den situationsbestemte henvendelse, menighedernes situation som basis for brevet, der dog mister aktualitet med tiden.

2. Sikrende niveau:
Skal sikre forståelighed og autencitet i det dialogiske, eksempelvis fælles erfaringer modtager og afsender har gjort sig. Dette mister ikke aktualitet.

Denne form ligner tidens almindelige form, men Paulus har tillempet den til hans særlige formål. Denne form findes også andre steder i NT – også i aposteldekretet (ApG. 15:23-29) Hvis man ser på ApG. 23:26-30, er der her et aftryk af et brev fra kommandanten i Jerusalem til landshøvdingen i Kæsarea (=hedensk brev), og det har den samme indledning.

Brevenes livlige stil skyldes at de er dikteret til en skriver – hvilket giver en fornemmelse af hvordan Paulus talte til menighederne. Brevene er dermed næppe velgennemtænkte afhandlinger – Paulus kunne blive grebet som eksempelvis 1. Kor. 16:21 & Gal. 6:11, hvor han skriver ’med egen hånd’. Brevene giver imidlertid mange oplysninger om Pauli forkyndelse, temperament og forhold til menighederne, ligesom der er mere eller mindre ’selvbiografiske’ afsnit.

Brevene er i øvrigt et særkende for NT, og har betydning for NT’s ’koncept’; de giver større fokus på det aktuelle liv i verden ift. andre religioner.

Pauli udformning af budskaberne er særligt skarp – og det selvom han ikke foregav at prædike noget andet end de øvrige apostle, men der er alligevel er der en skarp opdeling mellem Paulus og de øvrige apostle (!). Ikke uden berettigelse betegnes Paulus for kirkens første teolog.

Kristelig socialisme - intet mindre.

Selvom vi nu er midt i eksamenstiden, afholder det ikke visse professorer fra at give forelæsninger. Og det er nu også ganske godt, når det er kirkehistorie, der er på plakaten. Idag var det om folkekirken, og jeg tænkte straks, at det ville jeg blogge lidt om - for det er jo en ganske interessant institution.

Når man som denne blogger tilmed er socialdemokrat er det jo ekstra spændende, når det handler om den kristelige socialisme. (sic!)

Efter revolutionerne i Frankrig opstod der herhjemme en debat om det sociale spørgsmål, og der blev startet arbejderforeninger, hvor formålet var at udjævne klasseskellene gennem opbyggelige foredrag og underholdning. Dette blev dog stærkt kristiseret af de tidligste socialistiske tænkere (midten af 1800-tallet), der ønskede arbejderparti, fagforening og forbrugsforening. Man angreb ikke kristendommen som sådan, men snarere kirken som (forældet) institution og de gejstlige, fordi de stod i klar modsætning til Jesus, som ansås for verdens første socialdemokrat. Præsternes løn var under hårde angreb og man rettede fokus på de store forskelle, kirken gjorde på rige og fattige.

Senere kom Pio, som bekendt, til, og man begyndte nu at kæmpe for alvor for den socialistiske sag. Da man i sit principprogram fra 1876 fastslog 'at religion er en privatsag' fik man sådan set lagt grobund for en fremherskende tanke i den danske befolknings tilknytning til kirken.

Særligt i København oplever man i disse tider stor social nød, og kirken når den konklusion - særligt i den Københavnske Indre Mission - at man må gøre noget for at afhjælpe den voldsomme sociale nød. Nogle præster går endda ind i den socialistiske sag, fordi de ser den som en naturlig videreførsel af det kristne budskab. Socialismen anser sig ligefrem som den sande form for kristendom med Jesus som den socialistiske bannerfører og ideal for enhver socialist.

Biskop H. L Martensen udsender en bog om kristen etik, som vækker stor opsigt. Heri har han et afsnit om socialisme, hvor han afviser den revolutionære socialisme (og den absolutte liberalisme og frie konkurrene, som han mente havde gjort lange flere ulykkelige end lykkelige - regulering måtte der til), og kommer frem til den såkaldte 'etiske socialisme, nemlig den kristelige'. Ikke fordi han var socialist, men fordi den sociale nød skulle udryddes, så Guds rige fik plads til jorden. Socialismen var midlet til målet.

1900-tallet ser en gryende kristelig social bevægelse, som gør, at arbejderne - selvom man meget tidligt var voldsomt inspireret af Marx' religionskritik- ikke bliver kirkefjendtlige. Dette bidrager blandt andet Københavns Kirkesag(1896) til:

Kirkesagen får startet en bevægelse, der går ud på, at få bygget flere kirker, således at de store bysogne kan deles op i mindre enheder. Præsterne havde så meget at lave, at de ikke bestilte andet end at døbe, vie og begrave sognebørn en masse (eksempelvis havde Vesterbros Sct. Matthæus sogn over 70.000 indbyggere). 'Almindelige mennesker fra små kår' følte ikke, der var plads til dem i kirken, der blot sås som en art pengemaskine for præsterne.

Kirkesagen får opbakning til projektet om at bygge flere kirker, og for private midler rejser de ved hjælp af frivillige kræfter en række kirker (se Eliaskirken på Vesterbros Torv, Absalonskirken på Sønder Boulevard eller Bethlehemskirken på Åboulevarden). Meningen var, at kirkerne skulle falde ind i bybilledet, og ikke gøre noget væsen af sig. Hermed vinder lighedstanken også indpas i kirken, og præsterne anses snarere for en fra menighedens midte, end som tidligere, en autoritet over menigheden. Alle skal involveres i det kirkelige, sociale arbejde, og præste-embedet får en mere moderne finish; præsten cykler rundt til sognebørnene i sit eget almindelige tøj osv.

Kirkesagen får sådan set taget pusten fra de socialistiske angreb, og agerer i stedet løftestang for en brobygning mellem klasserne særligt i Københavns arbejderkvarterer.

Færre medlemmer af kirken

Uha, det var dog en nedslående nyhed. På trods af at kirken aldrig har fyldt mere i offentligheden, går det dog tilbage. Åndelighed og religiøsitet er moderne og det er ikke længere tabu at diskutere sit tilhørsforhold til religion. Folk valfarter til kurser for at lære om kristendommens grundlag, og den religiøse bevidsthed er større end den længe har været. Vi taler med Gud i fjernsynet, præster er pludselig blevet anerkendte skribenter om alt mellem himmel og jord, som var alle, der udklækkes fra Købmagergade omnisciente orakler. Hvad præster synes er pludselig blevet interessant for offentligheden, og vi opfinder begrebet 'show præster' om de præster, der tager kommercialismen lige en tand for tæt til kroppen.

Kun hver andet barn bliver døbt! Det må da for søren foranledige kirkens øverste til at gribe i egen barm og indlede en fornyelsesproces i kirken. Fremskriver man denne udvikling, som man har kendt til længe (uden dog at gøre noget), går der ikke mange år, før kirken, som vi kender den, er en saga blot. Hvorfor er der ikke nogen, der bruger noget energi på at redde kirken, fremfor selvpromovering i i P3 og Politiken? Det er der selvfølgelig ikke lige så meget glamour i.

Læs selv resten af de nedslående nyheder ved at klikke på overskriften.

Paven fra middelalderen

Alt imens jeg sidder her på fakultetet og lytter til Rasmus Nøhr (som er min favorit lige nu) forsøger jeg at forlige mig med det nys overståede pavevalg.

Det er svært at blive glad for. Den anden dag, dumpede der et postkort ind i postkassen fra en god ven, der lige nu opholder sig i Rom. Forsiden var prydet af denne ydmyge herre:



At det netop er ham, der blev pave, kom jo ikke som overraskelse, men at han pludselig hyldes som den store åbenbaring er lidt mærkeligt at skulle forhole sig til. En mand, der med sin fanatiske dogmatiske tilgang til kristendommen har adskillige menneskelivs skæbner på sin samvittighed.

Det undrer mig ganske meget, at det kan være Helligåndens alvorlige mening (man siger jo, at paven vælges ved at Helligånden taler gennem kardinalernes stemmer). Helligånden kan umuligt mene, at det er helt i orden at holde hånden over gejstlige, der begår overgreb mod børn, at fuldstændig afvise prævention og dermed bidrage til den store og frygtelige udbredelse af HIV/AIDS i Afrika og opfatte kvinder som mindreværdige væsner.

Den pave, der kom før den konservative Johs. Paul II, var den der virkeligt åbnede kirken og forsøgte at reformere den. Siden valget af Giovanni Paolo II (som han hedder på italiensk) har kirken bevæget sig længere ned ad konservatismens snævre sti.

At den katolske kirke pludselig er blevet topnyheden i Danmark går over min forstand. Vi bor i et evangelisk- luthersk land. Vi er ikke katolikker og Gud ske lov for det. Udfra et studiemæssigt synspunkt er det da moderat spændende, men alle disse dage med vild og blodig dyrkelse af bulletinerne fra Vatikanet vil jeg dog gerne have mig frabedt. Så stor en verdensmand var hverken Johs. Paul eller er den nuværende Benedikt ikke. Det er reaktionære mænd med nogle holdninger, der er som taget ud af den mørke middelalder.

Hvis man for alvor skulle gøre noget for katolikker, var det da at forsøge at få dem befriet fra den fuldstændig absurde tankegang, at man kan skille religion og politik ad, som Paula Larrain (!) fra DR forleden plæderede for i P3s 'Mads og Monopolet'. Tænk, at moderne mennesker kan forsvare den katolske kirkes uhyrligheder med argumentet om, at man skal se det i en religiøs kontekst og ikke en politisk. Det skal skilles ad.

Men det er svært at se bort fra den katolske kirkes syn på eksempelvis kvinder og prævention. Det er svært ikke at tolke det politisk, og det er svært at forstå, at katolikker ikke selv råber vagt i gevær og ønsker sig en kirke, der er mere åben og tolerant - også over for 50 % af verdens befolkning. En kirke, som forholder sig til verdens problemer i stedet for i bedste fald bare at polemisere mod dem og i værste fald at lade som om de ikke eksisterer.