Bauers Blog

Blogger om kirke og teologi

Mit billede
Navn:
Sted: Køge, Denmark

Stud. theol. på Københavns Universitet. Gift med Simon. Mor til lille Alberte. Menighedsrådsmedlem i Køge Sct. Nicolai sogn.

mandag, januar 09, 2006

Rohdes mediestunt

Jens Rohde (V) har åbenbart følt sig overset i en periode, efter hans optræden på landsdækkende TV, hvor han fik frigjort sin indre rockstjerne.

Rohde giver den gas. (www.dr.dk/showtime)


Weekendens store overraskelse fra den kant var udmeldelsen af folkekirken. Rohde kunne, var forklaringen, ikke længere være medlem af en kirke, der rummer det såkaldte præsteinitiativ.

Under overskriften 'Der er stadig ikke plads i herberget' har mere end 200 præster taget bladet fra munden. De mener ikke, at Danmark med den asyl- og indvandrerpolitik, der føres, efterlever evangeliet.

Man kan mene om det, hvad man vil. Personligt synes jeg det er en præsts suveræne rettighed at fortolke evangeliet som han/ hun lyster. Derfor er folkekirken også den vel nok bredeste organisation, vi har i landet.

I en head-to-head debat i DR, satte den århusianske biskop, Kjeld Holm, hovedet på sømmet overfor Rohde: Der har været masser af andre lejligheder, hvor præster har 'politiseret', som Rohde kaldte det, hvorfor kommer udmeldelsen først nu, og hvorfor først så mange dage efter juleprædikenerne?

Biskop i Århus, Kjeld Holm.


Svaret fra Rohde var mildest talt kikset. Kjeld Holms spydige kommentar: 'Da Jens Rohde legede rockstjerne på nationalt TV, holdt jeg jo ikke op med at betale licens, jeg slog væk!'

torsdag, januar 05, 2006

Reformation & Malmø

I 1500-tallet oplevede Malmø en storhedstid – både politisk og kulturelt. Dette skyldtes primært, at Malmø som Danmarks andenstørste by havde veludbyggede handelsforbindelser med udlandet samt at borgmesteren i byen var frisindet, og således var Malmø åben for nye synspunkter. Malmø blev dermed centrum for den danske reformations udbredelse og det var herfra, at den nye lære blev spredt vha. det nye håndværk; bogtrykkerkunsten.

I 1528 udgiver Claus Mortensen ’Malmø psalmebogen’ (som inspirerer de øvrige danske byer. Den blev så efterspurgt, at den blev kopieret flere steder. Herfra stammer eksempelvis den danske oversættelse af Luthers ’Ein feste Burg ist unser Gott’ – ’Vor Gud han er så fast en borg’) og i 1529 udkommer ’Malmømessen’ (om liturgi).

Reformatorerne fra Malmø var så betydningsfulde, at der deltog tre/fire af de lutheranske prædikanter i den Københavnske herredag i 1530 (hvor kirkelige sager blandt andet var på dagsordenen), mens andre store reformationsbyer som eks. Haderslev og Viborg kun havde een enkelt med.

Pt. skriver jeg opgave om netop reformationen i Malmø og de folk, der gjorde sig gældende. Det er med særligt henblik på deres syn på billeder, der især i den katolske kirke spillede en stor rolle. Et billede kan i den katolske kirke eksempelvis være frelsesvej, afladsgivende og på andre måder have helt særlige egenskaber.

Når man i den luthersk-evangeliske kirke ikke hiver billederne ned efter reformationen (danske kirker er decideret overhængte i forhold til andre reformerte kirker i eks. Nederlandene, der er fuldstændigt blottede for billeder af nogen art, jvf. calvinisme) hænger det blandt andet sammen med, at man anser billederne for at have en undervisningsfunktion for kirkegængerne, der jo ikke alle kunne læse. Det afgørende var, at man ikke tilbedte billederne som katolikkerne.


Peder Palladius blev i 1537 biskop over Sjælland. Han kom fra studier i Wittenberg, men var et relativt ubeskrevet blad. Der var andre fremtrædende teologer som eksempelvis Peder Laurentsen, men han måtte altså se sig forbigået. Peder Palladius er senere blevet en meget kendt skikkelse i kirken. Blandt andet fordi hans 'Visitatsbog' om hans besøg i kirkerne er bevaret, og er særdeles interessant læsning.