Bauers Blog

Blogger om kirke og teologi

Mit billede
Navn:
Sted: Køge, Denmark

Stud. theol. på Københavns Universitet. Gift med Simon. Mor til lille Alberte. Menighedsrådsmedlem i Køge Sct. Nicolai sogn.

torsdag, september 22, 2005

Semesterstart - dogmatik og billedsyn

Jeg er nu kommet godt ind i dette mit femte (!) semester på teologi. Selvom den stadig står på sprog om morgenen, er der nu kommet lidt mere valgfrihed ind i mit teologistudie.

Således følger jeg i år tre fag: Oldgræsk, dogmatik og kirkehistorisk område.

Den står på kirkehistorie to gange om ugen, og jeger blevet totalt grebet af faget. Jeg har valgt et område efter 1300, der beskæftiger sig med billedsyn i senmiddelalderen og efterreformatorisk tid. Jeg vil senere, når tiden tillader det, lægge lidt bearbejdede versioner af forelæsninger op, så interesserede kan blive endnu klogere. Kort og godt handler det om kirkens syn på brugen af billeder.

Moseloven i Gammel Testamente holder jo på et billedforbud, og det kan jo undre, hvordan man er kommet fra billedforbud (som stadig fastholdes i såvel islam som jødedommen) og til den billedtilbedelse vi idag ser - særligt i den østlige kirke. Alt dette lover jeg at løfte sløret for, når jeg lige får et roligt minut.

Dogmatik er også superspændende - og på mange måder yderst interessant for mig rent personligt, for det er ligesom et filter, hvor igennem man får forfinet sin tro. Dogmatikken er læren om trosregler. Eksempelvis diskussionerne om hvem Gud er, hvem Jesus er, hvordan man definerer synd, hvordan man opnår frelse (og hvad det er for noget). I det hele taget: Hvad er det her kristendom for noget? (Det kan du så tænke lidt over indtil min næste post ;-) )