Prædikant-debutant: Jeanette Bauer

Langfredagens prædiken var en på alle måder stor oplevelse. For mig personligt, men også fagligt. Det er klart, at det er svært at stå foran en hel menighed og skulle præstere. Men trods overvældende nervøsitet og tør hals, gik det over al forventning. Der var roser fra alle, da vi gav hånd til sidst og særligt en ældre mands skudsmål, gjorde mig utroligt glad:

"Gud være lovet for at du en dag skal have et embede. Det var meget personligt
og det kan jeg godt lide. Tak!"

Bagefter var jeg ret træt. Jeg havde arbejdet med den længe, så det var en forløsning på mange måder. Så jeg cyklede hjem og tog mig en tiltrængt øl ;-)

Her nedenfor har jeg sat hele seancen ind (jeg havde to læsninger, to bønner og min prædiken) - og selvfølgelig min prædiken (med fed) ligeså. Det hele tog 50 minutter.

Susanne er kirkens ene præst, Susanne Fabritius de Tengnagel
Maria er sognemedhjælperen, Maria B. Høyer
--

Køge Kirke
Langfredag 25. marts 2005 kl. 15.00
Musikgudstjeneste
med 7 korsvejsmeditationer
af Jesu lidelseshistorie


Introitus: Kyrie – fra Missa Brevis af Jakob Lorentzen
Kyrie eleison – Herre, forbarm dig
Christe eleison – Kristus, forbarm dig
Kyrie eleison – Herre, forbarm dig

(Susanne) Bøn
Barmhjertige, evige Gud! Du, som ikke sparede din egen Søn, men gav ham hen for os alle, at han skulle bære vore synder på korset, lad aldrig vore hjerter forfærdes og blive modløse. Fader, Søn og Helligånd, vi bøjer os i bekendelse og lovsang for dig, som råder over os fra evighed til evighed. Amen.

(Susanne) 1. Læsning: Tornekroningen og Korsfæstelsen
Statholderens soldater tog Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham. Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!« Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet. Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«. Matthæusevangeliet 27,27-37.

Fællessalme: 193 – O, hoved, højt forhånet

(Maria) 2. Læsning: Jesu mor
Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors sø­ster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magda­le­ne. Da Jesus så sin mor og ved si­den af hende den discipel, han el­skede, sag­de han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til di­sciplen: "Dér er din mor." Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Johannesevangeliet 19,25-27.

Altsolo: fra Stabat Mater af Pergolesi
Eja Mater, fons amoris,
Me sentire vim doloris
Fac ut tecum lugeam.
O Moder, kærlighedens kilde,
lad mig føle din heftige smerte,
for at jeg kan sørge med dig

(Jeanette) 3. Læsning: Spotten
Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Lukasevangeliet 23,32-38.

Fællessalme: 201 – Det hellige kors vor Herre selv bar

(Maria) 4. Læsning: De to røvere på korset
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spot­tede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" Men den anden satte ham i rette og sagde: "Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort." Og han sagde: "Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige." Og Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Para­dis." Lukasevangeliet 23,39-43.

Korsats: af Erling D. Bjerno / tekst: Knud Seibæk
1. Ravnene skriger fra Golgatas kors
mod månens blodrøde horn:
At Kristus den døde skal aldrig igen
få lov til at antænde jor’n.
2. Ventetids tavshed – en dirrende streng,
mens tomheden stiger som vand.
For verden har bare foragtende ord
til dem på den yderste strand.
3. Det er apostlenes vilkår at se
at verden er grusom og stor
og svag er den Gud, der bliver naglet til træ
og svag er hans gerning og ord.
6. Solskiven gløder i morgenens dis
og gyldent bliver markernes korn,
mens skyggen fra Golgatas blodige kors
med kærlighed omfavner jor’n.

(Jeanette) 5. Læsning: Jesu død
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Markusevangeliet 15,33-39.

Fællessalme: 192 – Hil dig, frelser og forsoner

(Jeanette) Prædiken

I Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Min svigerfar citerer altid en af Oehlenschlägers salmer: ’Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen.’

Og lige så skøn påskemorgen er med Jesu opstand fra de døde, ligeså frygtelig og modbydeligt mørk var dagen i dag, langfredag. For det VAR en bitter dag. Jesus skulle dø! Selveste Guds søn skulle dø en pinefuld død mellem røvere og banditter. Frelseren, forløseren skulle dø.

Hvorfor skulle hans død være så voldsom? Det har ikke ligefrem
skortet på scener i film, hvor man er ved at kaste op af væmmelse og ikke kan bære at se de frygtelige scener, hvor lærredet nærmest driver af smerte og blod. Det er så frygteligt, at man ikke kan holde ud at se det. Og selv i disse frygteligt smertefulde timer, tror de ikke på ham. De siger – måske forståeligt nok; Hvis du virkelig er Guds søn, hvis du virkelig er SÅ mægtig, så kan du også gøre noget. Så kan du redde dig selv. Hvis du virkelig er Guds søn, behøver du ikke dø, du behøver ikke at blive påført al den smerte. For det er da rigtigt nok; Hvis man virkelig ER Guds søn – Gud, ham der er almægtig, så kan man da redde sig selv?

Man ønsker næsten, at man kan gribe ind i historien, ruske Jesus og sige til ham: Så tag dig dog sammen, så gør dog noget. Men Jesus gør ingenting. Han tager ikke engang i mod, da de vil give ham den
krydrede vin – som har en bedøvende effekt. Da han tørster, og de giver ham sur eddike og drikke, brokker han sig ikke. Jesus har alle muligheder for at gøre noget ved den frygtelige situation. Men han gør ingenting. Man bliver helt frustreret og ja – nærmest sur på ham, over at han bare tager det på sig.

Han tager det bare på sig. Det er det, der er pointen. Når Jesus
hverken brokker sig eller skriger, og bliver ved med at tage imod, og bliver ved med ikke at gøre noget, så er det jo fordi, at han ved, at det er meningen. Jesus ved, at han er sat på jorden, netop for at gennemgå pinsler og trængsler. I og med, at Jesus intet gør, viser han sin storhed. Jesus vidste, at han måtte ofre sig, han måtte tage alle vores synder på sig, og ofre sig for fællesskabet.

Jesus døde for dig og mig. Han tog alle vores synder – dem, der er gået forud for os og dem, der kommer efter os på sig, for at vi kan leve et liv i
kærlighed. Jesus ofrer sig selv, af kærlighed til dig og mig.

Og derfor er det måske heller ikke helt rigtigt, at langfredag var en bitter dag. Ikke udelukkende. Det er bittert, at Guds søn må tage alverdens synd på sig, men det er også en sejr. Jesus ofrer sig selv for dig og mig. Han tager alle vores dårligdomme og synder på sig – han træder ind i stedet for os. Det er næsten bittersødt. Han må dø, for at vi kan leve.

Rammen er på sin vis som taget ud af vores daglige sprog. ’Det skal gøre ondt, før det gør godt’ - ’Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget’ siger vi. Og sådan er det egentlig også lidt med Jesus, som må lide den frygtelige død.

Det var ham, der skulle ofres for at vi – dig og mig – kunne leve. Han tog alle vores dårligdomme og synder på sig – han tog ansvaret. Som en leder tog han ansvaret på sig, vidende at konsekvensen var, at han måtte lade livet.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, spørger han. Selvom ordene lige umiddelbart lyder opgivende og trøstesløse, synes jeg også man aner en sejr i dem. Jesus giver det ultimative offer: Sit eget liv. Han tortureres til døde. Ikke nok med at han giver sit liv, han giver sit liv på den mest smertefulde og ydmygende måde. Hængende halvnøgen med rosenkransens torne boret ind i hovedet, kroppen revet op i store flænger. Men selvom Jesus dør på korset, er triumfen for ham og for os, at hans jordiske død blot leder ham ind i det evige liv. Et liv han giver os ved genopstandelsen. Jo, langfredag var en bitter dag – men i
større grad; Skøn var påske morgen.

Selvom det kan være svært at forstå når vi rammes af personlige tragedier – når verden rammes af naturens voldsomme kræfter eller tilfældige bombeangreb fra en usynlig kant, så har nogen taget ansvaret for dig. Herren er som en stor hånd, der hele tiden holder fast i dig. Selv når det er allerværst, ved du, at du ikke er alene.

Gud er en rygstøtte. Og nogle gange, forstår man ikke altid: Hvorfor skal det lige gå ud over mig? Hvorfor ikke naboen? Hvorfor lige mig? Og man kan blive vred. Og man kan blive frustreret. Og man kan skælde ud og sige: ’Det er ikke retfærdigt!’ Og man spørger sig selv; Hvad er det jeg har gjort, så jeg fortjener det her?

Men ser du, Gud holder ikke regnskab med dig. Du har ikke en konto i den himmelske bank, der udløser et strafgebyr, når du laver overtræk. Gud har ikke på forhånd besluttet, at der skal ske sådan og sådan med
dig, og sådan er det bare. Der er ikke noget fast skema over dit liv
hos Gud. Du har jo din egen fri vilje – og den har du fået i gave af Gud.

Du har selv truffet nogle valg i dit liv, og ligesom alle os andre, forsøger du bare at leve så godt, og så kærligt du kan. Vi ved jo allesammen hvad der er ret og vrang, og vi forsøger efter bedste evne at navigere inden for det. Men vi kan blive forvirrede og vi kan træffe dårlige valg. Og vi kan ’ende i suppedasen’ og ’stå med fletningerne i postkassen’, fordi vi har ’trådt i spinaten.’

Men det bliver jo ikke ved med at være sådan, vel? Livet er nedture og opture – og ikke noget Gud har bestemt for dig. Og selvom det måske er nemmere at mærke, at Gud er der, når det går godt, så er han der altså også når det går skidt – han lader dig ikke alene.

Selv Jesus virker opgivende på korset og råber: hvorfor har du forladt mig? Det samme gør vi, når vi står i en virkelighed, hvor vi ikke kan
bunde. For det føles som han er væk, fordi vi kun måler ham, når alt er godt. Vi måler ham ikke når det er mindre godt. Men han er der! Og det er trøst i de situationer, hvor livet gør ondt.

Gud er der – han lader dig ikke være alene. Du må gerne skælde ud og være frustreret og råbe af ham – ligesom Jesus gør det – og han hører dig. Han ved det godt, og han er med dig hele vejen. Han er der som
de trygge arme, du kan rulle dig ind i om natten. Og som den trygge favn du kan synke ind i, når du har brug for trøst.

Du kan ikke falde ud af Guds hånd. Guds gave til dig er, at han elsker dig – også når du træffer forkerte valg. Gud elsker dig når det går op, og han elsker dig når det går ned.

Se, det er triumfen! Jesus ved godt, at hans triumf ligger i hans pinsler. Uden at brokke sig, uden at skælde ud. Han tog al den lidelse på sig, for at vi, dig og mig, kunne leve. Han var den ultimative offergave. Ikke alene er det en triumf, det er også en umådelig stor kærlighed. Som en far vil give sit liv for sit barns, har Jesus givet sit liv for os.

AMEN

Fællessalme: 199 – Jesus, dine dybe vunder

(Susanne) 6. Læsning: Ingen af hans knogler må blive knust
Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.« Johannesevangeliet 19,31-37.

Altsolo: Ave Verum Corpus af César Franck
Ave Verum Corpus natum de Maria Virgine
Vere passum, immulatum in cruce pro homine.
Cujus latus perforatum unda fluxit cum sanguine.
Esto nobis praegustatum Mortis in examine:
O Jesu dulcis, O Jesu Fili Mariae.
Hil dig, du sande legeme født af Jomfru Maria,
du som i sandhed har lidt og er blevet ofret
på korset for mennesket, du af hvis side der udflød vand og blod.
Vær os en vederkvægelse i dødens prøvelse,
o milde Jesus sød, o Jesus, Marias Søn.

Vekselbøn

(Jeanette) Bøn:
Himmelske Far,
hjælp os til ved din Ånd altid at høre den sandhed
og se den vej, som Kristus blev i vores verden.
Vær med os, når vi rammes af smerte og sorg,
når vi mister modet -
når det bliver mørkt i os.
Herre Kristus, hjælp os at følge i det spor, du har banet
gennem frygt og bekymring og død.

Alle: (DDS 419)
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

(Maria) Bøn:
Vi erkender med smerte,
hvordan vi gang på gang misbruger dine gaver
og de muligheder, du giver os.
Vær med os, Herre, i en verden, hvor mørkets kræfter er stærke.
Vær med ofrene for nøden og ufreden i verden,
med alle, der er ramt af sygdom og sorg,
med dem, der føler sig overflødige og ensomme.

Alle: (DDS 419)
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

(Susanne) Bøn:
Himmelske Far,
Du som kender os i vores sårbarhed og skrøbelighed:
Vi takker dig for, at du har sendt din Søn Jesus Kristus ind i vores verden,
så ingen behøver at fortvivle over sine mangler
eller formørkes over sin skyld -
så ingen lever for sig selv eller dør for sig selv.
Tak, fordi du i ham har vist, at du altid er os nær!

Alle: (DDS 419)
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

(Jeanette) Bøn:
Herre Kristus,
du som kender døden og forladthedens mørke!
Vær med alle, der skal dø.
Giv din trøst og styrke til alle ensomme,
dem der tynges af savn og sorg,
dem, hvis liv formørkes af, at ingen synes at have brug for dem.
Giv os tro på, at din barmhjertighed og nåde omslutter hele vort liv
og rækker ind i vores død.

Alle: (DDS 419)
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Hør mit råb, giv mig svar!
O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn:
Kom og vær du mig nær!

(Maria) Fadervor
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje som i himlen, således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader
vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er Riget og magten og ære i evighed! Amen

Altsolo: af salmen ”Befal du dine veje” med Leif Kaisers satser som akkompagnement
1. Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå.
3. Din trofasthed og nåde,
o Fader, bedst forstår,
hvad skade kan og både
de dødeliges kår,
og hvad du har for øje,
det sker, o stærke Gud,
og alting sig må føje
dit råd at føre ud.
6. Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.

(Susanne) 7. Læsning: Gravlæggelsen - Josef fra Arimatæa
Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Johannesevangeliet 20,38-41.

Velsignelsen

Exitus: Agnus Dei – fra Missa Brevis af Jakob Lorentzen
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, miserere nobis.
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, miserere nobis.
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, dona nobis pacem.
Guds Lam, du, som borttager verdens synd, forbarm dig over os!
Guds Lam, du, som borttager verdens synd, forbarm dig over os!
Guds Lam, du, som borttager verdens synd, giv os din fred!

Gudstjenesten langfredag

På fredag går det løs med min første prædiken. Susanne, der er præst i kirken har skruet en meget fin liturgi sammen. Jeg skal læse to dele af Jesu lidelseshistorie og nogle bønner udover at jeg skal prædike.

For at være helt ærlig, så er jeg lige ved at gøre i bukserne af nervøsitet. På den anden side, når jeg så står med min prædiken i hånden og ser mig selv på prædikestolen, så slapper jeg af. Jeg håber virkelig at det også kommer til at gå sådan, når jeg står deroppe sådan rigtigt.

Gudstjenesten bliver sådan lidt taizéagtig med vekslen mellem sang og bøn og med syv korsvejsmeditationer fra Jesu lidelseshistorie. Dem kan du læse bagerst i salmebogen.

Jeg tror det bliver superflot! Og meget værdigt.

Langfredag var jo dagen, hvor Jesus døde. Og påsken er kirkens største begivenhed, men som jeg læste i avisen den anden dag: 'det er aldrig rigtig gået op for befolkningen'

Hvis du får lyst, er jeg i kirken på fredag kl. 15.

Fredag 25. marts kl.15.00: Langfredag afholdes langfredagsgudstjenesten som
Musikgudstjeneste med korsvejsmeditationer om Jesu Lidelseshistorie og
tilhørende fællessalmer.

Altsolist Lotte Hovman, Sct. Nicolai Cantori, organist Christina Schmidt Hansen, prædikant, stud. theol. og menighedsrådsmedlem Jeanette Bauer, oplæsere er sognemedhjælper Maria Høyer og sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel.

Kor og solosang Kor: Kyrie – fra Missa Brevis af Jakob Lorentzen

Altsolo: "Eia Mater, fons amoris" fra Stabat Mater af Pergolesi

Kor: "Ravnene skriger fra Golgatas kors" af Erling D. Bjerno med tekst af Knud Seibæk

Altsolo: "Ave Verum Corpus" af César Franck Altsolo: af salmen "Befal du dine
veje" med Leif Kaisers satser som akkompagnement

Kor: "Agnus Dei" – fra Missa Brevis af Jakob Lorentzen

Luther på lærredet

For et par dage siden var filmen om Martin Luther (1483-1546) endelig kommet på lærredet i den lokale biograf Jeg ville sådan set gerne have set den, da den havde premiere, men i min iver for at støtte den lokale, besluttede jeg mig for at vente. Filem behanlder 25 år af Luthers liv - fra 1505-1530.

Lad mig starte med at fastslå, at filmen er en stor oplevelse. Særligt er det jo en oplevelse, at se den store reformator inkarneret (dog i noget mere Joseph Fiennes-lækker udgave end originalen).
Sammenlign selv:

Her er Fiennes med munkehår:


Og her er originalen:


Filmen åbner med det øjeblik som skulle få en altafgørende indflydelse på den kirkelige udvikling - nemlig at Luther beslutter at hoppe fra jurastudiet og blive munk.

Grebet af voldsom dødsangst og religiøs krise under et frygteligt tordenvejr med lynnedslag, falder han på knæ og lover Gud, at hvis hans liv spares, vil han blive munk. Luthers liv blev sparet, og således optages Luther som Augustinermunk til faderens store fortrydelse. Scenen bliver i filmen på ingen måde skildret så voldsomt, som Luther oplevede den, og derfor får man måske ikke for alvor fornemmelsen af, hvor stor en rystelse det var for ham. Senere har Luther dog kommenteret på hændelsen og tilkendegivet at munkekutten ikke var helt fremmed for ham, og at han havde gjort sig overvejelser om det forinden.

Filmen er sådan set ganske tro til historien om Luthers liv, som vi kender den. Efter at være blevet munk, opdager de hurtigt at Luther er en blændende begavelse, og således sætter de ham i gang med at studere teologi. Efter han har taget den teologiske doktorgrad, bliver han professor på Fyrst Frederichs universitet i Wittenberg (det ligger der endnu!).

Jeg kunne skrive meget mere om Luther som person, for han er ganske interessant, men filmen giver et meget godt indblik i hans kompleksitet. Desværre er det også lidt filmens svaghed - det er ligesom om at den vil for mange ting. Den vil ikke alene være en Lutherbiografi, den vil også være et historisk vidne, en kærlighedshistorie, et episk drama og ikke mindst: En kommerciel succes!

Det betyder at den kommer til at favne over alt for meget; og som tilskuer skal man have en god portion forhåndsviden om hans tid, hans omgivelser og hans person for at kunne følge nogenlunde med. Der bliver sprunget over hvor gærdet er lavest for at forsøge at nå det hele, og det får det resultat at historien i perioder mangler fremdrift, og man bliver forvirret af de mange personer, der hele tiden springer ind og ud af historien uden nogensinde at blive ordentligt introduceret.

Ekspempelvis får vi slet ikke lejlighed til at stifte bekendtskab med Philipp Melanchton (1497-1560), som jeg tidligere har blogget lidt om her. Han får en kæmpe indflydelse på Luther, og det er da også Melanchthon, der forfatter Luthers forsvarstale til rettergangen i Augsburg (1530) 'Confessio Augustana' og forelægger den for Kejseren og hans følge. Melanchthons strålende begavelse gør nemlig, at han er istand til at forelægge Luthers teologi som mindre polemisk end Luther selv var i stand til. Desuden var det ikke sikkert for Luther at komme til Augsburg, og derfor sad han på halvvejen og ventede på at få nys om sin skæbne.

Tårnoplevelsen som er hele årsagen til Luthers polemnik mod den katolske kirke er heller ikke specielt stort sat op i filmen. Indtil denne oplevelse, er Luther i konstant konflikt med sig selv og med Gud. Han følger ikke han kan leve op til kravene fra den strenge, hårde og dømmende Gud, og hans sjælekvaler bliver større og større. En dag i 1517 ved læsningen af Pauli brev til romerne får han en helt ny forståelse af Gud som barmhjertig og kærlig. Det er særligt Rom. 1:17 ”For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: den retfærdige skal leve af tro”, der bekræfter hans opdagelse. Det kaldes den 'reformatoriske opdagelse', der jo leder os frem til den evangeliske (det gode budskab) kristendom.

Noget andet, der er vigtigt for forståelsen af den helt unikke situation, der gør, at LUthers tanker vinder frem er den katolske kirkes omfattende handel med aflad. På Luthers tid er afladshandlen for alvor sat i system. Den katolske kirke opererede nemlig med begrebet skærsilden, som var en slags mellemstadie, man opholdt sig i efter døden, hvor man skulle sone de synder, man ikke havde fået sonet på jorden. Følgeligt tog kirken sig så pænt betalt for at kunne afkorte folks tid i skærsilden, inden man kunne komme i himen.

Det er dog den reformatoriske opdagelse - og ikke afladshandlen direkte - der giver anledning til Luthers gryende opgør med kirken. Således forfatter han de '95 teser', som han i filmen dramatisk slår op på porten ind til kirken i Wittenberg. I virkelighedens verden var det sådan, at kirkedørene fungerede som opslagstavle for universitetet, og indendøre debatteredes opslagene på kirkebænkene. Hvorvidt intentionen, som antydet i filmen, var det store opgør med den katolske kirke, er yderst usikkert. Sikkert er det dog, at teserne spredes med lynets hast - af den simple årsag at de er skrevet på tysk og ikke på de lærdes sprog, latin. Pludselig kunne alle og enhver forstå det, og det har kolossal betydning for udbredelsen af Luthers skrifter i almindelighed.

Luthers polemik var en kærkommen politisk lejlighed for fyrsterne til at stå op mod det overformynderiske Rom og den tyske kejser. I filmen bliver udbredelsen af Luthers lære - og forsvaret af den blandt både menigmænd og adelsmænd - fremstillet som ren og skær overbevisning. Virkeligheden var imidlertid, at kirken havde så omfattende et greb om ethvert aspekt af samfundet, at Luthers polemik tilbød en vej ud. Således oprettedes der blandet andet Lutherske forvarsallancer á la NATO.

Luther - the movie, er dog stadig en gedigen og god film som - på trods af en række friheder - egentlig klarer det ganske hæderligt. Den er spændende og viser på en god måde, hvad Luthers opgør med kirken gik ud på. Jeg tror den er kommet på DVD nu, så den er da en udmærket undskyldning for ikke at gå i kirke søndag morgen ;-)

Lidt om Augustin

Nu har jeg jo godt nok introduceret den gode Augustin, men jeg synes nu alligevel jeg ville blogge lidt om ham - hvor det kun handler om ham.



Jeg har for nylig læst to tekster af Augustin - godt nok i oversættelse - den ene hedder 'On Christian Doctrine' og den anden er 'Om Guds Stad'

Hovedkernen i de to tekster er Augustins samfundsopdeling:

• Civitas Dei (la. Guds stad/samfund). Her hører borgere til, som retter deres kærlighed mod Gud
• Civitas Terana (la. Verdslige stad/ samfund). Her hører de borgere til, som retter deres kærlighed mod andet end Gud.

Gud har allerede besluttet hvor man hører til, men man ved det ikke selv. Det handler selvfølgelig om, hvad der sker på dommedag.

Problemet for 'retfærdige' mennesker, består selvfølgelig i, at man ikke selv ved, om hører til i Guds stad eller ej. Man kan altså bruge hele sit liv på at være retfærdig og handler efter bedste evne, men det sikrer stadig ikke, at man på dommens dag får en plads foroven.

Lever man et liv med den værdi, at man ved hjælp af sit Guds give frie valg, vælger det materielle, har man valgt en jordisk, kortsigtet løsning, der ser væk fra Gud. Næ, reel frihed handler om - med sit Guds givne frie valg- at vælge det Guds givne gode. Og hvad er så det?

Hvordan vælger man det gode - jo det gør man, hvis man har sin kærlighed rettet mod Gud. Det handler sådan set om at elske næsten - og så alligevel ikke. For det handler om at starte en 'kædereaktion', at man i kraft af, at man har sin kærlighed rettet mod Gud fordrer næsten til det samme. Idéen er så, at næsten skal fordre sin næste, som skal fordre sin næste osv. Man skaber altså en cirkel, hvori man qua sin egen kærlighed til Gud skaber kærlighed til Gud.

Lever man sit liv på den måde, er man retfærdig! Jeg håber jeg hører til i Guds stad - når man læser de mange artikler om hvordan man bør og skal opføre sig, bliver jeg dog lidt i tvivl :-)

Det ondes problem

Det ondes problem eller theodicé-problemet optager enhver med teologisk interesse. Kort og godt går det ud på følgende ræssonnement:

• Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor er det så ondt i verden? Og hvordan kan man tro på en sådan Gud, når der er ondt?

Spørgsmålene er vigtige, og får altid sindene i kog, og sætter folk til at finde deres indre spekulant frem.

Mange teologer har forsøgt at give kvalificerede svar på spørgsmålet. En af dem er Augustin (354-430). Augustin var biskop i Hippo Regius i Nordafrika. Augustin var i sin ungdom igennem en række kriser, som man kan komme helt tæt på, i hans selvbiografiske værk 'Bekendelser' fra 397.

Augustin forsøger sig med to svar på det ondes problem:

1. Ondskab er fravær af det gode

Ondskaben eksisterer kun som fravær af godhed. Det onde kommer ved at mennesket vha. sin frie vilje synder - og altså fravælger det gode. Det onde er med andre ord en direkte konsekvens af synd eller ses som guddommelig straf til den, der er syndig. Således er mørke fravær af lys, tristesse fravær af glæde osv.

2. Ondskab er en del af skaberværket

Det onde er en del af Guds skabning, og er derfor - isoleret set - godt. For verden er ikke hel uden noget, der ikke er helt! Desuden tjener ondskab som den faktor, der gør at vi kan skelne godt fra ondt.

Iranaeus (120-190), som kom endnu før Augustin, mente derimod at det onde var fuldstændig afgørende for at det gode, der er i mennesket, kunne realiseres. Som et barn, der er skabt i den voksnes billede, og må igennem en række smertefulde stadier (hvem sagde teenageår?) for at kunne realisere sit potentiale.

Men så var der jo også gode, gamle K. E. Løgstrup (1905-1981) for han vender hele problemet på hovedet og stiller spørgsmålet:

Hvorfor er der ikke nogen, der spørger hvorfor det gode eksisterer?

Relevansen af græsk og latin

I det daglige teologistudie, kan det nogle gange være lidt svært at forstå hvorfor man i flere semestre skal trækkes med den benhårde sprogundervisning i latin og oldgræsk. Man forstår ikke altid helt, hvorfor man dog skal i gennem det hæslige pineri med verbalformer, konjunktioner, regler og undtagelser for reglerne.

Dog kommer der ind imellem øjeblikke, hvor relevansen pludselig går op for en - eller at man i det mindste føler, at man kan bruge det til noget konkret (udover selvfølgelig den klassiske dannelse).

Årsagen til, at man i det hele taget i teologistudiet lægger så meget vægt på klassisk dannelse, ligger nogle århundreder tilbage. Da Luther (1483-1546) var ansat ved universitetet i Wittenberg, mødte han rennæssancemanden Phillip Melanchthon (1497-1560).

Melanchthon var en på alle måder usædvanlig begavelse. Allerede som 21-årig, blev han ansat som professor ved universitetet i Wittenberg. Her blev han præget af Luthers evangeliske forståelse af kristendomme, men holdt dog fast i sin egen version af 'lutherdommen'. Det forhindrede dog ikke, at han faktisk var den - idet han var en pædagogisk begavelse - blandt andet udformede den lutherske teologi i overskuelig form.

Denne pædagogiske begavelse resulterede også i, at han fik afgørende indflydelse på læreplanerne ved universitetet og med sin humanistiske baggrund skete omformningen af den teologiske uddannelse, således at også klassisk dannelse kom til at få stor betydning. Da Wittenberg Universitetet på mange måder var førende, var det kun naturligt, at statutterne fra Wittenberg kopieredes i København.

Således er der altså en forklaring på trængslerne, men der er heldigvis også succesoplevelser med det. Eksempelvis var det en glæde, da vi i Albanien besøgte en gammel romersk landsby, at kunne berette om for de andre, hvad der egentlig stod hugget ind i de store stenblokke; hvilken kejser, vi havde med at gøre og hvem han var og hvilke titler, han i øvrigt havde. Så føler man sig lidt sej.

Og man opdager også pludselig en stille glæde ved at kunne læse en given tekst, hvori der indgår latin og ikke være nødsaget til at stoppe op og slå tingene op, men sådan set forstår det mere eller mindre uden den store tankevirksomhed.

Indflydelsen fra det græske sprog overrasker også pludselig - eksempelvis kan jeg afsløre, at alle ord på dansk, der ender på -tik, kommer fra græsk. Og det er da meget rart at vide, ikke?

Gang i den

Semesterstart Til stor ærgrelse, tror jeg, for hr. Hyllestein står der ikke på hebraisk på skemaet i dette semester. Der er nemlig rigeligt at lave: Oldgræsk, latin, kirkehistorie og kirkehistorisk metode. Særligt kirkehistorie er dette semester gået et par takker op i interessemoment. Hvor det sidste semester handlede om oldkirken, er der i dette semester lidt mere kød på: Reformation, religionskrige og sådan lidt. Kort sagt: Mere action, mindre mormor!

Opgave Sidste semester, tog jeg et kursus om etik og religion hos Søren Kierkegaard. Jeg afsluttede det med en opgave, som jeg aflevere 1. februar og for en uges tid siden, kom så svaret: Jeg er bestået og det endda med en meget fin udtalelse. Optur!

Jeg skrev om religiøsiteten A & B som distinktion i dels 'Philosophiske Smuler' og 'Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift' og diskuterede om man kunne opstille normer for religiøsitet, om det religiøse kan anskues etisk samt hvorledes normer opstilles og fastholder sin gyldighed. Det var ret spændende arbejde, og jeg var super glad for kurset.

Kirkeblad Da jeg startede i menighedsrådet, kom jeg jo i PR-udvalget. Ganske spændende arbejde, der finder sted der - for eksempel står vi for kirkebladet. Jeg er blevet redaktør på det, og jeg glæder mig meget til at lave næste nummer. Der havde været snak om at afskaffe kirkebladet, og i stedet indrykke store annoncer i lokalbladene. Men efter nogle personlige 'fokusgruppeinterviews' blev vi enige om, at det var lidt for radkal en omvæltning for sognebørnene. Der er rent faktisk mange, der læser bladet, og det er jo dejligt. Næste nummer udkommer snart og så tager jeg for alvor over, og udgover sommernummeret.

Det slog mig, da vi sad og diskuterede det her, at de folk, der er ansatte i kirken ser den i højere grad som en virksomhed, hvor sådan en som mig, ser den som en forening. Det er meget tydeligt, når der skal løses en opgave. De ansatte har en tendens til, at det er noget, der koster penge, mens os 'aktive' mere ser det som en frivillig, der skal løse den. Det er lidt mærkeligt, og det betyder jo også, at kirken måske bruger nogle penge unødigt. Der er jo masser af gode og frivillige kræfter - også inden for det kirkelige arbejde. Jeg besluttede med mig selv, at jeg vil forsøge at arbejde mere med at inddrage de frivillige... Så håber jeg, at resten af kirken følger med.

Prædike-Jeanette

"Bloggen glemmes når tiden flyver"

Jeg har været nede og øve mig til min debut på prædikestolen, der foregår Langfredag kl. 15 i Køge Kirke. Langfredag var den dag, Jesus døde på korset. Kl. 15 var den niende time, hvor Jesus udåndede på korset:

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« (Markus 15: 33-39)

Rent prædikemæssigt er Langfredag taknemmelig, forstået på den måde, at der er meget at tale om, og det er forholdsvis nemt at få sat sig ind i. Alligevel har det der med at skrive min prædiken, voldt mig visse kvaler. Sådan set ikke fordi, jeg synes det var svært at finde på noget, nok snarere fordi, at det var svært, at få det ned på papir. Men lige pludselig var den der, og så gik det bare derudaf.

Igår var jeg så nede i kirken og prøve at stå på prædikestolen for allerførste gang. Det var fedt! Alligevel må jeg tilstå, at det ikke føles helt vildt sikkert først at skulle kravle op af 'hønsestigen'

og derefter stå på en prædikestol fra 1600-tallet.

Når man så endelig står deroppe, er det altså ret sejt! Selv uden mikrofon, kan man - næsten uden at hæve stemmen- tale hele kirken op. Og så er der altså ret langt ned deroppefra, men man får et fantastisk vue udover kirken.

Jeg skal være med under hele gudstjenesten, så den står både på læsninger og prædiken den dag. Jeg glæder mig meget. Endnu en af de gode ting ved at prøve det i går var, at det sådan set på mange måder bekræftede mig i, at det her præstehalløj det vil jeg. Inden jeg havde prøvet at stå deroppe var det med en vis frygt og bæven jeg tænkte på det med at prædike. Nu synes jeg det er totalt fedt. Det hjælper selvfølgelig også, at præsten sagde til mig, at jeg var genial :-)

Mit politiske arbejde kommer mig til gavn på mange måder- men særligt her. Forskellen på at stå på scenen i Fælledparken 1. maj og på prædikestolen Langfredag er måske ikke så stor igen. Begge steder skal man tale om sin overbevisning og sørge for at aflevere det så folk forstår det.

Min prædiken skal kun lige pudses til, så er den der. Jeg er selv meget stolt af den, og føler mig også lidt sej. Den er selvfølgelig tophemmelig indtil den er givet i kirken om nogle uger. Du kan jo lægge vejen forbi ;-)