Min første prædiken!

Efter mit interview i Menighedsrådenes Blad, har jeg fået mange henvendelser fra unge, der synes det er en god idé og gerne vil være med. Det er fantastisk dejligt at høre fra unge rundt om i landet, og jeg glæder mig til at vi kan bruge hinanden i det kirkelige arbejde.

Til gengæld fik jeg dog også en -personlig- overraskelse. Den ene præst i kirken havde læst interviewet, og har spurgt om jeg vil prædike nede i kirken. Straks melder sig usikkerheden: Kan jeg nu - tør jeg, hvad vil folk tænke? På den anden side må man mande sig op. Jeg har trods alt holdt 1. maj tale i Fælledparken to gange. Og det er lidt flere mennesker. Til gengæld er antallet lidt uvirkeligt, når man står i Fælledparken, fordi de er så langt væk fra en.

Jeg har dog sagt mange gange ja tak til tilbuddet og glæder mig nu til, at jeg skal være med til at planlægge gudstjenesten i kirken på den bitre dag, Langfredag. Jeg skal til møde med præsten, organisten og sognemedhjælperen, og så skal vi sammen planlægge gudstjenesten, der kommer til at foregå om eftermiddagen.

Min første prædiken! Jeg synes det er helt vildt - og jeg får hjertebanken bare af at tænke på, at jeg skal gå op af trappen, som du kan se her. Når jeg så endelig er nået derop, skal jeg stå her og prædike til menigheden. Uha! Jeg glæder mig!

Ungdoms-Åse: En kioskbasker!

Igår fik jeg en mail fra en ung mand, der havde læst artiklen om mit netværksprojekt i Menighedsrådsmedlemmernes blad. Jeg var vældig glad og skrev frem og tilbage med det tidl. læge meldem af et menighedsråd i Århus, nu bare 28-årig sognepræst (!! ...skriver otteogtyve år gammel!) med et lidt anderledes medlemsskab af menighedsrådet i hans kirke på Fyn.

Så ankom bladet i Køge i dag - og glæden var stor. Jeg er nemlig på forsiden! Hva' siger I så? Det værste er, at de billeder, der er blevet taget er noget nær en katastrofe. Det betyder ikke noget. Artiklen er rigtig god, og jeg er stolt: Jeg har spundet min første historie indenfor kirkepolitik!

Nysgerrige sjæle (der ikke er menighedsrådsmedlemmer) må væbne sig med tålmodighed, for bladet er ikke ligefrem på nettet.

Til gengæld har dagen indtil videre budt på endnu en mail og jeg føler mig godt tilpas i min nye rolle som ungdomsreformator. Så pas bare på derude!

Bistre bedemænd

I min relativt korte periode som menighedsrådsmedlem har jeg allerede gjort mig en række erfaringer med bedemandsbranchen - fra en lidt anden vinkel, end den man normalt er i kontakt med den. Bedemændene driver - modsat kirken - en forretning, der gerne skulle give overskud.

Derfor kommer det heller som ikke nogen overraskelse, at bedemændene nu anklager præsterne for ikke at være lydhøre over for de efterladtes ønsker. Nu er det jo ikke fordi præster er onde mennesker. Og det er heller ikke fordi de efterladte er det. Men det må stå klart for enhver, at kirkens rum ikke kan bruges til hvad som helst. Man kan således med rimelighed diskutere om alle ønsker og krav fra både de efterladte og bedemændene skal honoreres i kirken.

En begravelse i kirken er trods alt også en religiøs handling. En religiøs handling, der har sit mønster og sine traditioner. Og det er ikke noget man bare kan skyde til side, fordi det ikke lige passer. Det er således en del af den kirkelige handling - og dermed den religiøse markering- man er inde og fumle med, når man eksempelvis overhovedet ikke ønsker salmer, men bare Kim Larsen-sange.

I vores kirke, gør nogle bedemænd alverdens krumspring for at spare penge. Eksempelvis skal man iflg. arbejdsmiljølovgivning være min. to til at placere en kiste i kirken. Bedemændene finder så på kun at køre ud med en mand, og forsøger at få vores personale til at give en hånd med. Vores personale må slet ikke håndtere kister. Det har resulteret i, at vores stakkels kirketjener ene mand må tage tilløb og skubbe kisten op ad en sliske. Hvis skubberiet ikke lykkes, kan man kun frygte, hvad der kan ske foran alteret! Det er en tanke, der nærmer sig det makabre.

Kirken har meget vide grænser for hvad kirken kan bruges til og hvordan den kan bruges. Når man ikke ønsker det religiøse aspekt, der er i en bisættelse/ begravelse fra kirken, bør man nok overveje den anden model; den borgerlige begravelse fra et kapel. Så kan man synge alt det Kim Larsen, man lyster. Man kan ikke bare lave om på kristen tradition.

Kandidaten, der blev væk!

Kristendemokrater er pressede. Ikke kun på landsplan, men også her i vores hjørne af verden, hvor den lokale folketingskandidat er blevet væk!

Kandidaten tog i november afsted i seks måneder for at arbejde i Asien som hjælpemissionær, og siden er det ikke lykkes nogen, at komme i kontakt med hende. Således stod man med et udskrevet valg og en manglende kandidat!

Den stakkels kandidat, der befinder sig et sted, hvor moderne kommunikation endnu ikke kan nå frem, går altså rundt langt væk og aner intet om det drama, der udspiller sig her. KD har derfor måttet indkalde en suppleant, der trods alt har været folketingskandidat før, men havde forestillet sig et otium som kredsformand.

Selvom den forsvundne kandidat skulle opsnappe nyhederne om valget, er det for sent, og løbet er kørt.

Se den forsvundne kandidat her, og hils på reservekandidaten her

Fergo håber at fortsætte

Så kom det længe ventede valg til folketinget. Kirkeligt set bliver det selvfølgelig interessant at se, om regeringen kan tage en periode mere og i så fald om Kirkeministeriet forbliver hos Tove Fergo. Læste i en af gratisaviserne idag, at Tove Fergo såmænd mener, at hun først nu for alvor er kommet ind i det og stadig har meget godt at gøre. Som kirkeligt engageret kan de gode gerninger dog være svære at få øje på.

Spændende bliver det også at se, hvordan kristendemokrater klarer sig. Partilederen vil slå på værdier i valgkampen. Og det er måske ikke helt så tosset. Om det så er nok til at komme over de magiske to procent må tiden vise.

Umiddelbart er det jo ikke helt ueffent at satse på mere tid til hinanden - noget som også socialdemokraterne jo går på gaden for. Alligevel virker det ikke som om, at KDs valgtema helt holder vand. For tid til hinanden får vi kun gennem at give plads til tid til hinanden. Og netop her mangler KD noget helt centralt; et troværdigt bud på en sammenhængende hverdag. Enkeltsager har KD nok af - nej til abort, nej til homo-ægteskaber mv. Men det klare bud på hvor Danmark skal hen funderet på et konkret økonomisk grundlag mangler de helt. Lad os se, om valgkampen får vækket KD af deres slummer, så de vågner op til dåd og får formuleret noget reel politik.

Bauer i bladet

I anledning af mit initiativ til at oprette et netværk for unge i menighedsrådene, er jeg blevet interviewet til Menighedsrådsforeningens blad. Det var mit første interview om kirketing - og det er altså lidt specielt at opleve hvordan denne her verden, der engang bliver min arbejdsplads, fungerer.

Der er ligesom et helt særligt tempo. Det er også noget, jeg har mærket i menighedsrådsarbejdet. Det gik dog for alvor op for mig under interviewet. Journalisten blev meget forundret over, at jeg var gået ind i menighedsrådsarbejdet - selvfølgelig først og fremmest af interesse - men også med en demokratisk indstilling. Der er åbenbart folk derude, der tror, at det at være med i menighedsrådet handler om et VIP-medlemskab af en teologisk diskussionsklub! Helledusseda - de bliver forskrækkede...

Sidste år var - som indledning på min 'karriere' til en konference om menighedsrådsarbejdet, som partiet arrangerede. Her mødte jeg en masse andre partifæller, som er med i menighedsrådene. Og såvel som henover frokosten som i plenum, gik diskussionerne om hvor belastende præsterne var for arbejdet i rådet samt tips og tricks til hvordan man kan udmanøvrere de gejstlige. Jeg blev sådan lidt fornærmet på mine 'næsten-kollegers' vegne - og tænkte: Ja, det er typisk alle de gamle sosser - der skal altid være en fjende. Nu hvor jeg selv er trådt ind i arbejdet, forstår jeg, hvor de ville hen. Ikke fordi jeg oplever at være frustreret over præsterne - men fordi de menige medlemmer og præsterne, har to forskellige vinkler til arbejdet.

Præsterne sidder jo sådan set med i virksomhedens (kirken) bestyrelse og det er selvfølgelig et stort privilegium som medarbejder at få lov til at være med til at præge sin arbejdsplads så direkte. Samtidig er det klart, at man som præst kæmper med næb og klør for sig og sine. Gjorde man ikke det, skulle man som medarbejder have et gedigent gok i nøden. Dermed er det også klart, at banen er kridtet op. Det er et spændingsfelt, jeg ser frem til at udforske mere.

Hvem ved? Det kan jo være, at jeg i fremtiden her på bloggen brokker mig :-)

Nu må bøsser også!

Dagens glædelige nyhed på forsiden af Kristeligt Dagblad: Biskopper godkender velsignelse af homoseksuelle. Seks af landets biskopper samt den grønlandske biskop er gået sammen om at vedtage et ritual for kirkelig velsignelse for homoseksuelle. Dette kommer til at lægge tæt op af det traditionelle vielsesritual. Det er da en glædelig dag for kirken - nu træder også den ind i det nye årtusind! Hurra for det og hurra for homoseksuelles rettigheder!

Herligt er det da, at den kirkelige service alle, der er medlemmer af folkekirken har ret til (herunder vielse) nu også reelt tilkommer alle i store dele af landet. Men desværre er det ikke HELE folkekirken, der evner at følge med tiden. Fire biskopper anser det endda for mere eller mindre teologisk uforsvarligt at indføre et sådant ritual. Heldigvis findes der fornuftige biskopepr som Kjeld Holm fra Århus, der trods enkelte steder i Bibelen hvor homoseksuelle omtales i lidt flatterende sætninger, ikke ser nogen teologisk barriere på baggrund af Skriften.

Hvis man skulle følge den logik de reaktionære biskopper lægger for dagen, skulle kvinder også undertrykkes og ikke have lov at tale i forsamlinger og så videre. Det ærgrer mig, at der findes biskopper som ikke tager den mulighed, de her får for at give homoseksuelle lige rettigheder på dette område. Og hvor må de dog have en dårlig smag i munden (Indre Mission anser det nærmest som en kirkelig katastrofe at homoseksuelle nu får samme rettigheder som alle andre) - disse fire biskopper er ligeså reaktionære, konservative og egocentrerede på kirkens vegne som Indre Mission. Det er en kedelig vej for kirken, som burde høre til i forrige århundrede!

Godt, de syv har en horisont, der levner plads til udvidelse!

Læs artikelen her

Mindegudstjeneste i Køge Kirke d. 6. januar

Til minde om og forbøn for de mange ofre for flodbølgen i Asien den 26. december holdes der en økumenisk mindegudstjeneste på torsdag den 6. januar kl. 20.00 i Køge Sct. Nicolai Kirke.

Gudstjenesten holdes i et samarbejde mellem følgende kirker i Køge:

Folkekirken i Køge Sogn
Den Katolske Kirke
Adventkirken og
Pinsekirken.

Samtlige kirkers præster vil medvirke ved gudstjenesten.

Køge Kirke vil være åben for andagtssøgende fra kl. 18.00 til kl. 22.00.

I kirken opstilles 2 bassiner med vand i bevægelse. Der vil kunne købes små lys, som kan flyde i vandet. Indtægterne fra salg af lys går til Folkekirkens Nødhjælp til støtte for flodbølgens ufatteligt mange ofre.

Igang igen

December er en travl tid - for såvel nytiltrådte menighedsrådsmedlemmer- som alle andre. Kirkeåret startede som bekendt 1. søndag i advent og herefter gik det løs med at sætte sig ind i alt muligt.

Den 14. december var der møde i menighedsrådet, hvor en stor del af mødet gik med at sætte sig ind i økonomien; For eksempel er det selvfølgelig sådan, at der er udviklet et helt særligt regnskabs/administrationsprogram til kirkerne. Det er selvfølgelig også totalt indviklet og ikke så nemt at gennemskue for almindelige mennesker. Og desuden har det den mærkværdige fejl, at det ikke uden videre laver en status. Mærkeligt.

Desuden færdigkonstituerede vi os. Jeg kom i PR-udvalget. Flittige læsere af bloggen vil måske mindes, at jeg havde sigtet efter mere. Jeg kan dertil oplyse, at man lagde op til ikke at have et børne- og ungdomsudvalg (belært af sidste periodes erfaring), men derimod havde lagt en række 'aldersspecifikke' udvalg sammen i et udvalg. Jeg kunne kun tilslutte mig dette, og ønskede derfor ikke at gå ind i arbejdet. Sluttelig fik jeg et ben (der dog ikke giver noget økonomisk ;-)) - nemlig repræsentantskabet i Folkekirkens Skoletjeneste Køge.

Der blev brugten del tid på at sætte sig ind i lovstof, regnskabsmetoder og almen 'comme il faut' i menighedsrådet. Mødet varede til kl. 22.30! Så skulle man lige drikke et glas rødvin og ønske god jul og spørge til børnebørn og sådan. Så bliver klokken hurtigt lidt for mange.

Jeg tror sådan set, at det er meget klogt at holde sig lidt i baggrunden det første stykke tid. Man kan altid få flere arbejdsopgaver!