Bauers Blog

Blogger om kirke og teologi

Mit billede
Navn:
Sted: Køge, Denmark

Stud. theol. på Københavns Universitet. Gift med Simon. Mor til lille Alberte. Menighedsrådsmedlem i Køge Sct. Nicolai sogn.

mandag, april 18, 2005

Ligestilling - også i kirken, tak!

Selvom min verden har handlet om alt muligt andet end lige det kirkelige i de sidste par uger, er det dog igen tid til at blogge lidt om kirkens verden.

Kendere af denne blogs forfatter undres nok ikke, når det jeg hiver fat i, er det lovmæssige grundlag menighedsråd har for - fuldstændig lovligt - at kunne afvise kvinder som præster med den begrundelse, at de er: Kvinder!

Så for brystholderen - det var forgæves!

'Progressive' biskopper argumenterer for at bestemmelsen ikke skal fjernes fordi 'ingen bruger den'. Klap-klap! Det er fuldstændig samme fantastisk intelligente argumentationsform, som jeg i de forgangne måneder har hørt fra medlemmer af regeringen - blandt andet husker jeg Bendt Bendtsen, der ville hæve hastighedsgrænserne med følgende fornuftige argument: 'Folk kører jo alligevel for stærkt.' Det er sådan man laver progressiv politik. Man laver bare loven om, så den passer sammen med det folk gør. Kvikt.

Nå, tilbage til kernen: Når man advokerer for, at den bestemmelse skal bevares når den ikke bruges, er det jo lidt molbo-agtigt. Det mest pinlige er sådan set, at det ikke er fjernet for længst. Jeg er klar over, at bestemmelsen er til for dele af det religiøse liv, som tolker den hellige tekst i den retning, at kvinder er mindreværdige, men det hører altså ikke til i en statskirke. Hvis man ikke ønsker at ansætte kvinder som præster, er det et valg. Men det hører ingen steder hjemme i folkekirken, hvor præsterne er aflønnet af staten. Vi kan ikke have en offentlig arbejdsplads, hvor det er tilladt at diskriminere.

De miljøer, der tror at kvinder er mindreværdige 'fordi det siger Paulus' mener jeg ikke bør favnes i et offentligt regi. Det er totalt uacceptabelt, og det skal ændres ASAP.